Kapitel 9

9. KAPITEL


Familien bagefter

 

Vore kvinder har foreslået visse holdninger, som en hustru kan indtage over for en mand under helbredelse. Måske har de skabt det indtryk, at han skal pakkes ind i vat og bomuld og sættes op på en piedestal. En heldig gen-tilpasning indebærer det modsatte. Alle medlemmer af familien må mødes på et ordinært grundlag af tolerance, forståelse og kærlighed. Dette indebærer en udvikling, som bringer dem ned på jorden. Alkoholikeren, hans hustru, hans børn, hans svigerforældre, enhver har tendens til at have nogle faste ideer om familiens holdning over for ham eller hende selv. Enhver er interesseret i at få sine ønsker respekteret. Vi har opdaget, at jo mere et medlem af familien kræver indrømmelser af de andre, jo mere bitre bliver de. Dette skaber mistyde og elendighed.

Hvorfor? Fordi hver og én ønsker at være den ledende. Forsøger ikke hver og én at arrangere familien efter sit hoved? Forsøger han ikke ubevidst at se, hvad han kan få ud af familielivet – fremfor, hvad han kan yde?

Drikkeriets standsning er kun det første skridt bort fra en yderst spændt, abnorm tilstand. En læge sagde til os: »Års samliv med en alkoholiker gør næsten med sikkerhed enhver hustru og ethvert barn neurotisk. Hele familien er til en vis grad syge.« Lad familien indse, at det ikke altid kan være solskin, når de påbegynder denne rejse. Enhver vil på sin måde være ude af trit og gå sine egne veje. Der vil være lokkende genveje og sidespor, hvor de måske vil vandre – og fare vild.

Lad os fortælle dig nogle af de hindringer, som en familie støder på; lad os foreslå, hvordan de kan undgås – endog ændres til fordelagtig anvendelse for andre. En alkoholikers familie længes efter, at lykken og trygheden skal vende tilbage. De husker, da far var romantisk, betænksom og havde fremgang. Livet i dag sammenlignes med det fra de andre år, og når det så mislykkes, bliver familien måske ulykkelig.

Familiens tillid til far stiger. De gode, gamle dage vil snart vende tilbage, tror de. Somme tider kræver de, at far bringer dem tilbage øjeblikkelig. De mener næsten, at Gud skylder dem denne erstatning på en længe overtrukket konto. Men husets overhoved har brugt år til at rive strukturen af arbejde, romantik, venskab, og helbred ned – disse er nu beskadigede eller ødelagte. Det vil tage tid at rydde vraget. Selv om gamle bygninger måske vil blive erstattet af et smukkere, vil det tage år at færdiggøre den nye struktur.

Far ved, at det er ham, der har skylden; måske vil det tage adskillige sæsoner med hårdt arbejde at blive genopbygger økonomisk, men han bør ikke bebrejdes. Måske får han aldrig mange penge igen. Men den kloge familie vil beundre ham for det, han forsøger at være, snarere end for hvad han forsøger at få.

Fra tid til anden vil familien være plaget af fortidens spøgelser, for næsten enhver alkoholikers drikkeperiode er mærket ved udskejelser – sjove, ydmygende, skamfulde eller tragiske. Den første reaktion vil være at begrave disse skeletter på et mørkt sted og sætte hængelås for døren. Måske er familien besat af den tanke, at den fremtidige lykke kun kan hvile på glemsel af fortiden. Vi tror, dette synspunkt er selvcentreret og i direkte konflikt med den nye livsholdning.

Henry Ford sagde engang de vise ord, at erfaring er det mest værdifulde i livet. Dette er kun sandt, hvis man er villig til at vende fortiden til noget fordelagtigt. Vi vokser i vores villighed til at erkende fortiden og rette fejl og vende disse til fordele. Alkoholikerens fortid bliver således den principielle fordel for familien, og ofte er det næsten også den eneste.

Den smertelige fortid bliver måske af afgørende betydning for andre familier, som stadig kæmper med problemet. Vi tror, at enhver familie, som er blevet afhjulpet, skylder noget til dem, der ikke er blevet det, og når lejligheden byder sig, bør ethvert medlem af familien være mere end villig til at drage tidligere fejltagelser frem fra glemselens skjul, uanset, hvor forfærdelige de er. At vise andre, som lider, hvordan vi fik skænket hjælpen, er det , som får livet til at synes så værdifuldt for os nu. Hold fast ved den tanke, at ved Guds hånd er den mørke fortid det største, du ejer – nøglen til livet og lykken for andre. Med den kan du afværge død og elendighed for dem.

Det er muligt at fremmane fortidens misgerninger, så de bliver til fordærv – en virkelig plage. Vi kender eksempelvis tilfælde, hvor alkoholikeren eller hans hustru har haft en kærlighedsaffære. Ved den første bølge af åndelig erfaring tilgav de hinanden og droges tættere til hinanden. Forsoningens under var ved hånden. Men ved en eller anden provokation vil den forurettede part grave den gamle affære op af jorden og strø dens aske omkring. Nogle af os har oplevet disse øgede smerter – og det gør ganske ondt. Mand og hustru er somme tider blevet nødt til at gå fra hinanden en tid, indtil nye synspunkter, nye sejre over den sårede stolthed opstod. Til de fleste tider overlevede alkoholikeren denne ildprøve uden tilbagefald, men ikke altid. Så vi mener, at medmindre det tjener et godt og anvendeligt formål, skal forgangne tildragelser ikke diskuteres.

Vi familier i Anonyme Alkoholikere gemmer kun på få skeletter i skabene. Enhver er bekendt med de andres alkoholproblemer. Det er vilkår, som i det almindelige liv ville forårsage uoprettelige skader, som måske vil være årsag til skandaløs sladder, skadefryd på andres bekostning, og en tendens til at drage fordel af fortrolige oplysninger. Blandt os hører disse ting til sjældenheder. Vi taler ikke ret meget om hinanden, men vi omfatter uvægerlig den slags tale med en kærlig og tolerant ånd.

Et andet princip, som vi, er omhyggelige med at overholde, er, at vi ikke beretter om en andens erfaring, medmindre vi er sikre på, at han vil billige dette. Når det er muligt, finder vi det bedre at holde os til vore egne erfaringer. En mand kan kritisere og le ad sig selv, og det vil påvirke andre gunstigt, men kritik og latterliggørelse fra andre har ofte den modsatte virkning. Medlemmerne i en familie må være varsomme med dette, for en enkelt ubetænksom, uovervejet bemærkning er kendt for at kunne kalde djævelen selv frem. Vi alkoholikere er følsomme mennesker. For nogle af os tager det lang tid at vokse ud af dette handicap.

Mange alkoholikere er entusiastiske. De går til yderligheder. l begyndelsen af sin helbredelse vil han som regel gå en af følgende to veje. Enten springer han måske ud i et afsindigt forsøg på at få sin forretning på fode, eller også er han så betaget af sit nye liv, at han hverken kan tale eller tænke på andet. l begge tilfælde vil der opstå familiære problemer. Vi har bunkevis af erfaringer med disse.

Vi tror, det er farligt, hvis han kaster sig hovedkulds over sine økonomiske problemer. Familien vil også blive påvirket, glædeligt i begyndelsen, når de føler, at deres pengeproblemer er ved at blive løst, men mindre glædeligt senere, når de finder sig selv negligeret. Far er træt om aftenen – og optaget om dagen. Han viser måske kun lidt interesse for børnene og viser irritation, når man påtaler hans forsømmelsen Hvis han ikke er irritabel, er han måske sløv og kedelig, ikke glad og kærlig som familien kunne ønske ham. Måske klager mor over manglende opmærksomhed. Alle er skuffede og lader ham det ofte mærke. Begynder man med den slags klager, rejser der sig straks en mur. Hver nerve i ham er spændt for at indhente den tabte tid. Han strider for at generobre sit held og sit renommé, og han føler selv, han klarer det godt.

Somme tider er hustruen og børnene ikke af samme mening. Efter før at være blevet negligeret og misbrugt, mener de, far skylder dem mere, end de får. De ønsker, han skal springe for dem. De forventer, han fornøjer dem, som han plejede at gøre, før han begyndte at drikke, for at gøre bod for alt det, de har måttet lide. Men far giver ikke godvilligt sig selv. Bitterheden vokser. Han bliver stadig mindre meddelsom. Nogle gange farer han op over en bagatel. Familien føler sig svigtet. De kritiserer og påpeger, hvordan han forsømmer sit åndelige program.

Den slags kan undgås. Såvel faderen som familien begår fejltagelser. Selv om hver af parterne måske har nogen berettigelse. Der er ingen grund til at skændes og blot gøre det uoverstigelige værre. Familien må indse, at far – skønt vidunderligt forandret – stadig er rekonvalescent. De burde være taknemlige over, at han er ædru og atter i stand til at leve i verden. Lad dem takke for hans fremgang. Lad dem erindre, at hans drikkeri forårsagede alle former for skader, som det kan tage lang tid at reparere. Hvis de forstår det, vil de ikke tage hans perioder af særhed, depression og sløvhed så alvorligt. De vil forsvinde, når tolerance, kærlighed og forståelse er til stede.

Husets overhoved må huske, at han bærer den største skyld i det, der overgik hans hjem. For resten af sit liv kan han næppe rette dette op. Men han må indse faren ved at koncentrere sig for meget om den økonomiske fremgang. Selv om den økonomiske genopretning er på vej for mange af os, fandt vi ud af, at vi ikke kunne sætte pengene først. For os fulgte den materielle fremgang altid efter den åndelige aldrig omvendt.

Eftersom hjemmet har lidt mere end noget andet, er det godt, når en mand gør sig umage der. Det er ikke sandsynligt, at han kommer ret langt i nogen retning, hvis det mislykkes for ham at praktisere uselviskhed og kærlighed under sit eget tag. Vi ved, der findes vanskelige hustruer og familier, men den mand, der kommer ud af sin alkoholisme, må også huske, at han gjorde en masse for at få dem sådan.

Når hvert medlem i en bitter familie begynder at indse deres mangler og indrømme dem for hinanden, danner det basis for en nyttig samtale. Disse familiesamtaler vil være konstruktive, hvis de kan fortsætte uden hidsige skænderier, selvmedlidenhed, selvretfærdighed eller harmdirrende kritik. Lidt efter lidt vil mor og børn indse, at de stiller for store krav, og faderen vil erkende, at han yder for lidt. Yde – fremfor at nyde – vil være det vejledende princip.

Lad os på den anden side formode, at faderen fra begyndelsen har en betagende åndelige oplevelse. Fra dag til dag skete det, at han blev et andet menneske. Han bliver entusiastisk religiøs. Han er ude af stand til at koncentrere sig om noget andet. Så snart hans ædruelighed begynder at blive taget som en realitet, ser familien måske på deres besynderlige nye far med ængstelse, derefter med irritation. Der tales om åndelige emner morgen, middag og aften. Måske kræver han, at familien finder Gud i en fart, eller virker forbløffende ligegyldig over for dem og mener, han er hævet over verdslige betragtninger. Måske siger han til moderen, som har været religiøs hele sit liv, at hun ikke aner, hvad det hele drejer sig om, og at hun hellere må antage hans form for åndelighed, mens tid er.

Når faderen vælger denne kurs, vil familien måske reagere ugunstigt. Måske bliver de jaloux på den Gud, der har stjålet faderens kærlighed. På trods af taknemligheden over, at han ikke længere drikker, bryder de sig måske ikke om ideen, at Gud har forestået et mirakel, hvor de mislykkedes. Ofte glemmer de, at faderen var uden for menneskelig rækkevidde. Måske kan de ikke indse, hvorfor deres kærlighed og hengivenhed ikke kunne rette ham op. Far er ikke så åndelig endda, siger de. Hvis det er hans mening at rette alle fortidens fejltagelser, hvorfor så alle de bekymringer om resten af verden – udover familie? Hvad med al hans snak om, at Gud vil tage vare på dem? De mistænker faderen for at være en smule skør.

Han er ikke så meget ude af balance, som de tror. Mange af os har kendt faderens begejstring. Vi har hengivet os til åndelig beruselse. Som en udmarvet guldgraver, hvis livrem er strammet om den sidste proviant, ramte vores hakke en guldåre. Glæden over at være blevet befriet for en livslang frustration kendte ingen grænser. Faderen føler, han har fundet noget, der er bedre end guld. For en tid forsøger han måske at bevare denne nye skat for sig selv. Måske opdager han ikke straks, at han blot har ridset i en ubegrænset åre, som kun giver udbytte, hvis han graver resten af livet og insisterer på at forære hele udbyttet væk.

Hvis familien samarbejder, vil far snart indse, at han lider af en forvrængning af værdierne. Han vil erkende, at hans åndelige udvikling har en slagside; at for et gennemsnitsmenneske som ham er et åndeligt liv, som ikke indbefatter de familiære forpligtelser, ikke så fuldkomment, når alt kommer til alt. Hvis familien kan acceptere, at faderens nuværende optræden er en fase i hans udvikling, så vil alt blive godt. l en forstående og sympatiserende families midte vil disse griller fra faderens spæde åndelige overgang hurtigt forsvinde.

Fordømmer og kritiserer familien derimod, sker det modsatte måske. Faderen føler måske, at hans drikkeri i årevis har placeret ham på den forkerte side af plankeværket, men at han nu er blevet en slags højere skabning med Gud ved sin side. Hvis familien fortsætter med sin kritik, får denne vildfarelse måske et stadig større tag i ham. Fremfor at behandle familien, som han burde, trækker han sig måske endnu længere ind i sig selv og føler, at han har åndelig ret til at gøre det.

Selv om familien ikke helt kan tilslutte sig faderens åndelige aktiviteter, bør de lade ham beholde dem i fred. Selv om han udviser en vis tilsidesættelse og uansvarlighed over for familien, er det klogt at lade ham gå så vidt, som han selv synes i sit arbejde med at hjælpe andre alkoholikere. Under rekonvalescensens første dage vil dette gøre mere til at sikre hans ædruelighed end noget andet. Selv om nogle af hans ytringer er skræmmende og ubehagelige, tror vi han vil være på mere sikker grund end den mand, der sætter forretning og professionel fremgang foran den åndelige udvikling. Han vil være mindre tilbøjelig til at drikke igen, og alt andet er at foretrække for dette.

De af os, som har brugt meget tid i en verden fuld af indbildning, har måske indset det barnlige i dette. Denne drømmeverden er blevet erstattet af en mægtig følelse af mening, efterfulgt af en voksende bevidsthed om Guds-kraften i vore liv. Vi er begyndt at tro, at Han ønsker vi skal holde hovedet i himlen med Ham, men at vore fødder bør være fast forankrede ved jorden. Det er dér vore rejsefæller befinder sig, og det er dér, vort arbejde skal gøres. Dette er virkeligheden for os. Vi har ikke fundet noget uforeneligt mellem en kraftfuld åndelig oplevelse og et fornuftigt og lykkeligt liv i brugbarhed.

Her er endnu et forslag: Uanset om familien har en åndelig overbevisning eller ej, vil det være en fordel at sætte sig ind i de principper, alkoholikeren forsøger at leve efter. De kan næppe undgå at anerkende disse enkle principper, selv om husets overhoved stadig mislykkes til en vis grad i sin udøvelse af de åndelige principper. Intet er til større hjælp for en mand, der er udsat for en åndelig tangering, og gør bedre praktisk brug af det end en hustru, der har antaget et fornuftigt åndeligt program.

Der vil ske andre dybtgående forandringer i hjemmelivet. Spiritussen umuliggjorde faderen i så mange år, at moderen blev husets overhoved. Hun overtog tappert dette ansvarsområde. Tvunget af omstændighederne var hun ofte nødt til at behandle faderen som et sygt eller egensindigt barn. Selv når han ønskede at hævde sig, kunne han ikke, fordi drikkeriet hver gang gav ham uret. Moderen lagde alle planer og gav alle direktiver. Når faderen var ædru, rettede han sig som regel efter hende. Det blev således moderen, der uden egen skyld blev tvunget til at have bukserne på. Når så faderen pludselig atter vækkes tilbage til livet, begynder han ofte at forsvare sig. Det giver problemer, medmindre familien er på vagt over for disse tendenser hos hver enkelt og når frem til en fredelig løsning af dem.

Drikkeri isolerer de fleste hjem fra den øvrige verden. Faderen har måske i årevis lagt samtlige almindelige aktiviteter på hylden: foreningsliv, borgerlige pligter, sport. Når han atter får interesse for disse ting, kan der opstå en følelse af jalousi. Familien føler måske, at de har håndpant på faderen af en sådan størrelse, at ingen krav kan overføres til udenforstående. Fremfor at udbygge nye kanaler til aktiviteter for dem selv, forlanger moderen og børnene, at han bliver hjemme og betaler af på sit underskud.

l den allerførste tid bør parret ærligt erkende de realiteter, som begge må yde her og der, hvis familien skal spille en afgørende rolle i det nye liv. Faderen må nødvendigvis bruge en masse tid på andre alkoholikere, men denne aktivitet bør afpasses. Nye bekendtskaber bliver måske gjort, som intet kender til alkoholisme, og må overvejes omhyggeligt. Problemerne omkring samfundet kræver måske også opmærksomhed. Selv om familien ikke har nogen kontakt af religiøs art, ønsker de måske at tage kontakt – eller medlemskab – med en religiøs bevægelse.

Alkoholikeren, som har gjort nar af religiøse mennesker, vil blive hjulpet af de samme kontakter. Når alkoholikeren har haft en åndelig oplevelse, vil han opdage, at han har meget tilfælles med disse mennesker, selv om han måske på visse områder adskiller sig fra dem. Hvis han undlader at diskutere religion, vil han få nye venner og er sikker på at finde nye veje til brugbarhed og glæde. Han og hans familie kan blive lyspunkter i en sådan menighed. Måske bringer han nyt håb og mod til mangen præst, menighedsrådsformand eller rabbiner, som giver sig selv for at tjene vor besværede verden. Vi nævner kun dette som støtte-forslag. Så vidt angår os, er der intet obligatorisk i det. Som uafhængige mennesker kan vi ikke tage andres beslutninger for dem. Ethvert medlem må afgøre dette med sin egen samvittighed.

Vi har fortalt dig om alvorlige og til tider tragiske emner. Vi har haft at gøre med alkohol, når den var værst. Men vi er ikke en mørk forsamling. Hvis nykommere ikke kunne få øje på nogen glæde eller fornøjelse i vor midte, ville de ikke komme. Vi insisterer simpelt hen på at nyde livet. Vi prøver på ikke at hengive os til kynisme over nationens tilstand, ejheller slæber vi hele verdens problemer på vore skuldre.

Når vi ser et menneske synke i alkoholismens sump, giver vi ham den første hjælp og stiller det, vi har, til hans rådighed. For hans skyld beretter – og næsten genoplever – vi fortidens rædsler. Men de af os, som har prøvet at bære en andens byrder og problemer, har opdaget, at vi hurtigt bliver overvældet af dem.

Vi tror derfor, at munterhed og latter er brugbart. Udenforstående bliver ofte lamslåede, når vi bryder ud i munterhed over en af fortidens tilsyneladende tragiske tildragelser. Men hvorfor skulle vi ikke le? Vi er kommet os – og har fået styrke til at hjælpe andre.

Enhver ved, at mennesker med dårligt helbred og de, som aldrig leger, sjældent ler. Så lad hver familie lege sammen eller hver for sig, så meget omstændighederne tillader det. Vi er sikre på, at Gud ønsker, vi skal være glade, lykkelige og frie. Vi kan ikke tilslutte os den tro, at livet er en tårernes jammerdal, selv om det netop var, hvad det var engang for mange af os. Men det står klart, at vi skabte vor egen elendighed. Gud gjorde det ikke. Undgå derfor den stadige fremstilling af elendighed, men hvis problemerne melder sig ’så omsæt det muntert til en mulighed for at demonstrere Hans almagt.

Nu til helbredet: Et legeme, som er slemt brændt ud af alkohol, kommer sig ikke fra dag til dag, ejheller forsvinder en forvrænget tankegang eller depressioner i en håndevending. Vi er overbeviste om, at en åndelig livsstil er særdeles virkningsfuld til helbredets genoprettelse. Vi, der er kommet over det alvorlige drikkeri, er mirakler af mental helbredelse. Vi har oplevet bemærkelsesværdige mirakler i vore forsamlinger. Næsten ingen af os viser nu tegn på udskejelser.

Men dette betyder ikke, at vi ignorerer de menneskelige helbredsmetoder, Gud har forsynet verden rigeligt med dygtige læger, psykologer og andre praktiserende af enhver art. Du må ikke betænke dig på at forelægge dine helbredsproblemer for dem. De fleste ofrer sig frivilligt for, at deres medmennesker kan have glæde af et sundt sind og legeme. Forsøg at huske, at skønt Gud har forestået mirakler iblandt os, skal vi aldrig undervurdere en god læge eller psykiater. Deres hjælp er ofte uundværlig, når det drejer sig om en nykommer og om at følge hans tilstand bagefter.

En af de mange læger, som havde mulighed for at læse manuskriptet til denne bog, fortalte, at anvendelse af slik ofte var en hjælp, naturligvis afhængig af lægens ordinationer. Han mente, at enhver alkoholiker altid burde have chokolade ved hånden i tilfælde af overanstrengelse på grund af dets hurtige energiomsætning. Han tilføjede, at der under visse omstændigheder opstod en ubestemmelig trang om natten, som kunne tilfredsstilles med noget sødt. Mange af os har opdaget en tendens til at spise søde sager og har fundet denne vane fordelagtig.

Et lille ord om de seksuelle forhold: Alkohol er så seksuelt stimulerende på visse mænd, at de overdriver det. Lejlighedsvis har ægtepar nedslået erfaret, at når drikkeriet blev stoppet, havde manden tilbøjelighed til impotens. Medmindre man er klar over årsagen, opstår der måske en følelsesmæssig uligevægt. Nogle af os erfarede dette blot for få måneder senere at opleve langt bedre forhold end nogen sinde. Der burde ikke tøves med at konsultere en læge eller psykolog, hvis sådanne tilstande opstår. Vi kender ikke mange eksempler på, at sådanne vanskeligheder har stået på over længere perioder.

Alkoholikeren vil eventuelt erfare det vanskeligt at retablere et kærligt forhold til sine børn. Deres unge sind var letpåvirkelige, mens han drak. Uden at sige det direkte, hader de ham måske inderligt for det, han har gjort mod dem og deres mor. Børn er til tider domineret af en gribende hårdhed og kynisme. De synes ude af stand til at tilgive og glemme. Dette kan stå på i månedsvis, længe efter at moderen har accepteret faderens nye måde at leve og tænke på.

Når tiden er inde vil de opdage, at han er et nyt menneske, og de vil lade ham det vide på deres egen måde. Når dette sker, kan man anmode dem om at deltage i morgenmeditationen, og de kan også tage del i den daglige debat uden bitterhed eller fordomme. Herfra vil udviklingen gå hurtigt. Vidunderlige resultater er ofte følgen af sådanne genforeninger.

Uanset om familien går ind for det åndelige grundlag eller ej, så må det alkoholiske medlem gøre det, hvis han vil komme sig. De andre må, uden skygge af tvivl, overbevises om hans nye position. At se er at tro gælder for de fleste familier, som har levet med én, der drikker.

Her er hovedtrækkene af et tilfælde: En af vore venner ryger meget og drikker meget kaffe. Der var ingen tvivl om, at han overdrev det. Som vidne til dette, og for at være hjælpsom, begyndte hans hustru at gøre ham opmærksom på det. Han indrømmede, at han overdrev, men erkendte ærligt, at han ikke var parat til at holde op. Hans hustru hører til den slags mennesker, der virkelig føler, der er noget temmelig syndigt i disse ting, så hun hakkede på ham, og hendes intolerance drev ham til sidst ind i en tilstand af vrede. Så drak han sig fuld.

Naturligvis havde vores ven uret – dødelig uret. Dette måtte han smerteligt erkende og genoprette sit åndelige forsvar. Skønt han i dag er et meget effektivt medlem af Anonyme Alkoholikere, så ryger han stadig for meget og drikker for meget kaffe, men hverken hustruen eller nogen anden sætter sig til doms. Hun har indset, at hun havde uret, da hun lavede et brændbart emne ud af en sådan sag, når hans langt alvorligere lidelse var i hurtig bedring.

Vi har tre små mottoer som er meget á propos. De lyder således:

EN TING AD GANGEN
LEV – OG LAD LEVE
TA´ DET ROLIGT