Min kone

Misforstår og skælder
ud. Kan lide Brun. Vil
have huset skrevet i sit
navn

Stolthed
Sex-forhold
Sikkerhed (frygt)

Vi så tilbage På vort liv. Intet andet end grundighed og ærlighed gjaldt. Når vi var færdige, overvejede vi det grundigt. Det første, der viste sig, var, at verden og dens mennesker tog så grundigt fejl. Den konklusion, at andre havde fejl, var det resultat, de fleste af os nåede. Den almindelige slutning var, at mennesker fortsat behandlede os forkert, og vi forblev sårede. Nogle gange var det gengæld, og så sårede vi os selv. Men jo mere vi stred og forsøgte at gå vore egneveje, jo værre blev forholdene. Det var som en krig – det er kun tilsyneladende den sejrende vinder. Vore stunder af triumf var kortlivede.

Det er klart, at et liv, hvis indhold er harme, kun leder til tomhed og glædesløshed. Nøjagtig i den udstrækning, vi tillader dette, bortødsler vi de værdifulde stunder. Men for alkoholikeren, hvis håb det er at bibeholde og udvikle den åndelige erfaring, er spørgsmålet om harme grænseløst betydningsfuldt. Vi opdagede, at den var skæbnesvanger, for når vi gemte på den slags følelser, lukkede vi os selv ude fra det åndelige solskin. Vanviddet med alkohol vendte tilbage, og vi begyndte atter at drikke, og for os betød dette at drikke – at dø!

Hvis vi ville leve, måtte vi gøre os fri for vreden. Surmuleri og sladder var ikke for os, det var en ekstravagant luksus for almindelige mennesker, men for os alkoholikere var det gift.

Vi vendte tilbage til listen, for den ejede nøglen til fremtiden. Vi var beredte på at se alt fra en helt anden synsvinkel. Vi begyndte at indse, at verden og dens mennesker i virkeligheden styrede os. Andres fejltagelser – selvskabte eller realistiske – havde virkeligheden magt til at dræbe. Hvordan kunne vi undvige? Vi indså, at vor vrede måtte tøjles – men hvordan? Ikke bedre end med alkoholen kunne vi ønske den bort.

Dette var vore betingelser: Vi erkendte, at mennesker, der skuffede os, måske selv var åndeligt syge. Selv om vi ikke kunne lide symptomerne, og de på en måde bragte os ud af fatning, var også de syge ligesom vi. Vi bad Gud hjælpe os at vise dem den samme tolerance, medfølelse og tålmodighed, som vi velvilligt ville skænke en syg ven. Når et menneske sårede os, sagde vi til os selv: »Det er et sygt menneske. Hvordan kan jeg hjælpe ham? Gud, fri mig for vreden. Din vilje ske.«

Vi undgik gengæld og skænderier, sådan ville vi ikke behandle syge mennesker, og gjorde vi det, forpassede vi vor chance til at være hjælpsomme. Vi kan ikke hjælpe alle, men Gud vil i det mindste vise os, hvordan vi kan få et venligt og tolerant syn på hver og én.

Atter vender vi tilbage til vor liste. Ser vi bort fra de fejltagelser, der er begået af andre, så ser vi mere beslutsomt på vore egne fejltagelser. Hvor havde vi været selviske, uærlige, egoistiske eller frygtsomme? Selv om en sag ikke totalt havde været vores fejl, forsøgte vi helt at se bort fra modparten. Hvor kunne vi bebrejde os selv? Det var vores selvransagelse – ikke modpartens. Når vi erkendte en fejltagelse, skrev vi den ned, vi lagde den foran os – sort på hvidt. Vi erkendte vore fejl ærligt og var villige til at rette dem.

Læg mærke til, at ordet frygt er i parentes ud for hr. Brun, fru Jensen, arbejdsgiveren og hustruen. På en måde berører dette lille ord næsten ethvert forhold i vore liv. Det var som en ond og ætsende rød tråd, som vort eksistens-klæde var gennemvævet med. Det satte en række begivenheder i gang, som bragte os i en ulykke, vi ikke havde fortjent. Men var det ikke os selv, der fik bolden til at rulle? Til tider følte vi, at frygten burde ligestilles med tyveri, den synes endda at forårsage større ravage.

Omhyggeligt gennemgik vi vore forskellige former for frygt. Vi skrev dem ned på papir, også selv om de ikke var direkte forbundet med vreden. Vi spurgte os selv, hvor de kom fra. Var det fordi, vores selvtillid havde svigtet? Selvtilliden var i orden, så langt som den rakte, men den rakte ikke langt nok. Engang havde nogle af os haft stor selvsikkerhed, men det løste ikke ganske problemet med frygten – eller nogen andre. Når den gjorde os kæphøje, var det endnu værre.

Vi tror, der måske findes en bedre vej, for nu hviler vi på et helt andet grundlag, grundlaget af tro og tillid til Gud. Vi stoler ubetinget på Gud, snarere end »betinget« på vort selv.

Vi er sat i verden for at spille den rolle, Han har bestemt. Kun i den udstrækning, at vi gør det, vi mener, Han vil, at vi skal gøre, og ydmygt har tillid til Ham, sætter Han os i stand til at sætte sindsro op mod kaos.

Vi undskyldte ikke over for andre, at vi var afhængig af vor Skaber. Vi kan le ad dem, som tror, at den åndelige vej er svaghedens vej. Paradokset er, at det er styrkens vej. Tidens kendelse siger, at tro betyder mod – alle mennesker, der tør tro, har mod. De stoler på deres Gud. Vi undskylder aldrig over vor Gud. l stedet lader vi Ham ~ gennem os – vise, hvad Han kan udrette. Vi beder Ham befri os fra frygten og rette vor opmærksomhed mod, hvad Han ønsker, vi skal være, og straks begynder vi at overvinde vor frygt.

Nu til det seksuelle. Her havde mange af os brug for en selvransagelse. Men først og fremmest forsøger vi at være fornuftige i dette spørgsmål. Det er så let at løbe totalt af sporet. Her finder vi mennesker, hvis indstilling går til det ekstreme, ja, det yderst ekstreme. En røst råber, at det seksuelle er en lyst af vore lavere instinkter, et nødvendigt onde for forplantningen. Så er der røsterne, der råber på sex, sex og atter sex; som jamrer over den ægteskabelige institution, som tror, de fleste af menneskehedens problemer skal søges i forbindelse med sex. De mener ikke, vi får nok af det, eller på den rigtige måde. De skuer dets betydning overalt. Den ene slags skole tillader intet krydderi til maden, andre vil holde os på en streng peberkur. Vi ønsker ikke at tage stilling til disse kontroverser. Vi ønsker ikke at være mægler for nogens sex-vandel. Alle har vi seksuelle problemer, hvis ikke ville vi ikke være menneskelige. Hvad kan vi stille op med det?

Vi gennemgik vor egen adfærd for de forgangne år. Hvor havde vi været selviske, uærlige eller ubetænksomme? Hvem havde vi såret? Vækkede vi uberettiget jalousi, mistænksomhed eller bitterhed? Hvor havde vi fejlet, og hvad skulle vi i stedet have gjort? Det hele skrev vi ned og gennemgik.

På denne måde forsøgte vi at forme et fornuftigt og sundt ideal for vort fremtidige sexliv. Vi udsatte ethvert forhold for denne prøve – var det selvisk eller ej? Vi bad Gud støbe vore idealer, og hjælpe os med at leve op til dem. Vi huskede altid, at vore seksuelle drifter var skænket os af Gud, og derfor var af det gode, hverken for at blive brugt overfladisk og selvisk, ejheller for at blive foragtet og afskyet.

Hvad end vort ideal måtte være, måtte vi være villige til at udvikle os mod det. Vi må være villige til at gøre den skade, god igen, vi har forvoldt, forudsat vi ikke forårsager større fortræd dermed. Med andre ord, vi behandler det seksuelle som et hvilket som helst andet problem. l meditationen spørger vi Gud, hvad vi skal gøre i hvert enkelt tilfælde. Hvis det er vort ønske, vil vi få det rette svar.

Kun Gud kan bedømme vor seksuelle situation. Ofte ønsker vi råd fra et andet menneske, men vi lader Gud foretage den endelige vurdering. Vi indser, at visse mennesker er lige så fanatiske i sexspørgsmål, som andre er løsagtige, og vi undgår hysteriske råd og tanker.

Hvis vi nu snublede og ikke nåede et valgt ideal, betyder det så, at vi drikker os fulde? Nogen påstår det, men det er kun den halve sandhed. Det afhænger af os selv og vore motiver. Hvis vi fortryder det, vi har gjort, og har et ærligt ønske om at lade Gud få os til at gøre det bedre, så tror vi, at vi vil blive tilgivet, og så vil vi have lært noget deraf. Fortryder vi ikke, og vor adfærd fortsat skader andre, er vi sikre på at drikke igen. Vi skræmmer ikke – dette er sandheden ud fra vore egne erfaringer.

For at opsummere det seksuelle: Vi beder alvorligt om det rette ideal – om vejledning i enhver tvivlsom situation – om fornuft – og om styrke til at gøre det rette. Er det seksuelle et stort problem, kaster vi os endnu mere ind i hjælpen til andre. Vi overvejer deres behov – og arbejder for dem. Det fjerner os fra selvet. Det dæmper den presserende trang, når det at give efter ville betyde smerte.

Hvis vi har været omhyggelige med vor personlige selvransagelse, vil vi nu have fået skrevet en lang liste. Vi har nedskrevet og analyseret vores harme og vrede. Vi er begyndt at begribe, hvor tom og farlig den er. Vi er begyndt at ane dens forfærdende destruktivitet. Vi er begyndt at lære tolerance, tålmodighed og velvilje mod enhver, selv vore fjender, for vi opfatter dem som syge mennesker. Vi har lavet en liste over de mennesker, vi har gjort fortræd med vor adfærd, og vi er villige til at rette fortidens fejl – hvis vi kan.

Gang på gang læser du i denne bog, at tillid gjorde for os, hvad vi ikke formåede ved egen hjælp. Vi håber, du nu er overbevist om, at Gud kan fjerne enhver selvtilstrækkelighed, som har holdt dig borte fra Ham. Hvis du allerede har taget en beslutning og lavet en liste over dine største fejl, så har du gjort en god begyndelse.

Er det sådan fat, så har du nu slugt og fordøjet nogle drøje lunser sandhed om dig selv.