Han tilbragte atten år På flugt, derefter fandt han ud af, at det ikke var nødvendigt at flygte. Derpå startede han AA i Detroit.

I atten år, fra jeg var 21, til jeg blev 39, var det angsten, der styrede mit liv. Da jeg var 30, havde jeg opdaget, at alkohol opløste angsten. l det mindste for en tid. Det endte med, at jeg havde to problemer i stedet for et: angst og alkohol.

Jeg kom fra en god familie. Sociologerne ville nok kalde det »den højeste middelklasse«. Da jeg var 21, havde jeg tilbragt seks år af mit liv i fremmede lande, talte tre sprog flydende og havde studeret i to år. Lavvande i familieformuen gjorde det nødvenligt, at jeg begyndte at arbejde, da jeg var 21. Jeg gik ind i forretningsverdenen og havde tillid til, at der ventede mig succes. Det var jeg blevet opdraget til at tro på, og gennem teenageårene havde jeg vist betydelig indsats og forestillingsevne m.h.t. at tjene penge. Så vidt jeg husker, var jeg helt fri for nogen unormal frygt. Ferier fra skole og arbejde betød »rejse« for mig, og jeg rejste med intens fryd. Det første år, jeg studerede, havde jeg en uendelighed af stævnemøder og gik til utallige baller og selskaber.

Pludselig forandrede alt dette sig. Jeg oplevede et rystende nervøst sammenbrud. Tre måneder i sengen, yderligere tre måneders rekonvalescens. Besøg af venner ud over et kvarter udmattede mig. En fuldstændig undersøgelse på et af de bedste hospitaler afslørede intet. Jeg hørte for første gang et udtryk, som jeg kom til at hade: »Der er intet i vejen fysisk«. Psykiatri kunne måske have hjulpet, men psykiaterne havde endnu ikke vundet indpas i midtvesten.

Det blev forår. Jeg gik ud på min første spadseretur. En halv karré hjemmefra prøvede jeg at dreje om hjørnet. Angsten lammede mig, men i det øjeblik jeg vendte om for at gå hjem, forlod denne angst mig. Det var starten på en uendelig række af lignende eksperimenter. Jeg fortalte familiens læge, en forstående mand, som ofrede timer af sin tid for at hjælpe mig, om dette eksperiment. Han sagde, at det var bydende nødvendigt, at jeg gik rundt om hele karreen, uanset hvad det kostede af psykiske kvaler. Jeg rettede mig efter hans instruktion. Da jeg nåede til et punkt lige bag vort hus, hvor jeg kunne have skudt genvej gennem en have, blev jeg næsten overmandet af ønsket om at komme hjem, men jeg gennemførte hele turen. Der er formentlig kun få af læserne af denne beretning, der ud fra egne erfaringer vil kunne forstå den følelse af lettelse og tilfredsstillelse, jeg følte ved at have gennemført denne tilsyneladende simple opgave. Jeg skal ikke gå i detaljer om den lange vej tilbage til noget, der mindede om et normalt liv.

Den første korte sporvognstur, købet af en brugt cykel, så jeg kunne udvide min bevægelsesfrihed og den første udflugt ind til byen. Jeg fik et let deltidsjob med at sælge tryksager for et lille bogtrykkeri i nabolaget. Dette udvidede mit aktionsfelt. Et år senere kunne jeg købe en T-model, topersoners, og påtage mig et job hos en bogtrykker inde i byen. Fra dette og det næste job hos en bogtrykker blev jeg høfiigst fyret. Jeg havde simpelt hen ikke gåpåmod nok til at klare »dør«sælgerarbejde. Jeg gik over til ejendomshandel og forvaltning. Næsten samtidig opdagede jeg, at små cocktails sent på eftermiddagen og små skarpe om aftenen lettede dagens spændinger. Denne lyksalige kombination af fornøjeligt arbejde og alkohol varede i fem år. Selvsagt tog det sidste livet af det første – men mere om det senere.

Alt dette ændrede sig, da jeg blev 30. Mine forældre døde begge samme år, efterladende mig – en beskyttet og noget umoden mand – til mig selv. Jeg flyttede ind i en »ungkarleklub«. Disse mænd drak og morede sig alle lørdag aften. Mit drikkemønster var anderledes end deres. Jeg havde en slem nervøs hovedpine, særligt helt nede i nakken. Spiritus dulmede. Til sidst brugte jeg alkohol som universalmiddel. jeg deltog i deres lørdagsfester, og morede mig også. Men jeg blev også oppe, efter at de andre havde trukket sig tilbage, og drak mig i søvn. Mine tanker om drikkeri havde forandret sig meget. Spiritus var på den ene side blevet en krykke og på den anden en flugt fra livet.

De følgende ni år var depressionsårene – både for landet og for mig. Med desperationens vovemod godt hjulpet af alkohol giftede jeg mig med en ung og yndig pige. Vort ægteskab varede i fire år. Mindst tre af de fire år må have været et helvede for min kone, fordi hun måtte se på, at den mand, hun elskede, gik i opløsning både moralsk, mentalt og økonomisk. At vi fik en søn, betød ikke, at denne udvikling standsede. Da hun til sidst tog barnet og forlod mig, låste jeg mig inde i huset og forblev fuld i en måned.

De næste to år blev simpelt hen en langvarig proces med mindre og mindre arbejde og mere og mere whisky. Jeg havnede hjemløs, arbejdsløs, pengeløs og uden hold på noget som helst som problemgæst hos en nær ven, hvis familie var bortrejst. Hver eneste af de atten dage, jeg boede hos ham i en bedøvet tilstand – blev jeg forfulgt af tanken: »Hvor skal jeg tage hen, når hans familie kommer hjem?« Da dagen for deres hjemkomst nærmede sig, og selvmord var den eneste løsning, jeg kunne komme i tanke om, gik jeg en aften ind på Ralphs værelse og fortalte ham sandheden. Han var en velhavende mand, og han kunne have gjort, hvad mange ville have gjort i et sådant tilfælde. Han kunne have stukket mig halvtreds dollars og sagt, at jeg burde tage mig sammen og begynde på en frisk. Jeg har takket Gud mange gange i løbet af de sidste seksten år, fordi det lige netop var, hvad han ikke gjorde!

l stedet klædte han sig på, tog mig med ud, købte mig tre-fire gevaldige drinks og lagde mig i seng. Næste dag overlod han mig til et par, som kendte dr. Bob, til trods for, at ingen af dem var alkoholiker, men de var villige til at køre mig til Akron, hvor de overlod mig i hans varetægt. Den eneste betingelse, de stillede, var, at jeg selv skulle tage beslutningen. Hvilken beslutning? Valgmulighederne var begrænsede. At tage nordpå til de ensomme fyrreskove og skyde mig eller tage sydpå i det spinkle håb, at en håndfuld fremmede måske kunne hjælpe mig med mit alkoholproblem. Selvmord var den allersidste udvej, og så langt ud var jeg ikke kommet endnu. Altså blev jeg kørt til Akron allerede næste dag af disse gode samaritanere og overladt til dr. Bob og hans dengang ganske lille Akron-gruppe.

Mens jeg lå på hospitalet, fik jeg besøg af mænd med klare øjne og glade ansigter, med præg af selvtillid og målbevidsthed, og disse mænd fortalte mig deres historie. Nogle af dem var svære at tro på, men det krævede ingen gigantisk intelligens at forstå, at de havde noget, jeg kunne bruge. Hvordan kunne jeg få fat i det? Det var enkelt, sagde de og fortsatte med på deres eget sprog at redegøre for rehabiliteringsprogrammet og den daglige levevis, som vi i dag kender som AAs Tolv Trin. Dr. Bob talte længe om, hvordan bønnen gang på gang havde befriet ham fra den overvældende trang til at tage en drink. Fordi hans egen overbevisning var så ægte, var det ham, der overbeviste mig om, at en Magt større end mig selv kunne hjælpe mig i livets kriser, og at bøn var måden at komme i kontakt med denne Magt på. Han var en høj, barsk, veluddannet yankee, der talte om Gud og bøn på en naturlig måde. Hvis han og de andre fyre kunne klare det, kunne jeg også.

Da jeg blev udskrevet, blev jeg inviteret til at bo hos dr. Bob og hans søde kone, Anne. Jeg blev pludseligt og ukontrollabelt besat af den gamle, lammende panik. Hospitalet havde forekommet mig så trygt. Nu var jeg i et fremmed hus i en fremmed by og frygten greb mig. Jeg lukkede mig inde på værelset, som begyndte at sejle for mig. Panik, forvirring og kaos var overvældende. Ud af denne malstrøm kom kun to sammenhængende tanker op til overfladen. For det første: En drink ville betyde hjemløshed og død. For det andet: Jeg kunne ikke længere afhjælpe min frygt ved at vende hjem, hvilket tidligere havde været løsningen på problemet, fordi jeg ikke længere havde noget hjem. Til sidst – jeg får aldrig at vide hvor meget senere – dukkede en tanke op i mig: Prøv at bede. Du har intet at tabe, og måske vil Gud hjælpe dig bare måske, tænk på det. Da jeg ikke havde andre at henvende mig til, var jeg villig til at give Ham en chance, selv om jeg tvivlede meget. Jeg faldt på knæ for første gang i tredive år. Bønnen jeg bad, var enkel. Den lød nogenlunde således: »Gud, i atten år har jeg ikke været i stand til at klare dette problem, lad mig få lov til at give det til dig.«

Øjeblikkeligt mærkede jeg en vældig fred blandet med en følelse af rolig styrke gennemstrømme mig. Jeg lagde mig på min seng og sov som et barn. En time senere vågnede jeg op i en ny verden. Intet var ændret, og dog var alt forandret. Det faldt som skæl fra mine øjne, og jeg kunne se livet i dets rette perspektiv. Jeg havde forsøgt at være midtpunkt i min egen lille verden, mens Gud var centrum i et mægtigt univers, hvori jeg måske var en vigtig, men meget lille del.

Det er godt og vel seksten år siden, jeg vendte tilbage til livet. Jeg har aldrig fået en drink siden, hvilket er et mirakel i sig selv. Men det er kun det første af en række mirakler, som har fulgt efter hinanden, siden jeg er begyndt at leve efter de tolv trin i mit daglige liv. Jeg vil gerne beskrive højdepunkterne i disse seksten års langsomme, men sikre og tilfredsstillende stigen opad.

Dårligt helbred og pengemangel gjorde det nødvendigt, at jeg blev hos dr. Bob og Anne i næsten et år. Det ville være umuligt for mig, at forbigå dette år uden at nævne min kærlighed og gæld til disse to pragtfulde mennesker, som ikke længere er blandt os. De fik mig til at føle, at jeg var en del af familien, og det samme gjorde deres børn. Det eksempel som de og Bill W., hvis besøg i Akron var ret hyppige, viste mig, var et eksempel til efterfølgelse, når det gjaldt at tjene sine medmennesker. Det skete i løbet af det år, at jeg protesterede indvendigt imod noget, jeg syntes var spild af tid, og imod at ligge disse gode mennesker til byrde. Længe før jeg fik en reel lejlighed til at yde noget, måtte jeg lære, at det er lige så vigtigt at kunne tage imod med taknemmelighed.

l de første par måneder i Akron var jeg helt sikker på, at jeg aldrig ønskede at se min hjemby mere. Alt for mange økonomiske og sociale problemer ville true mig der. Jeg ville begynde på en frisk et andet sted. Efter seks måneders ædruelighed så jeg det i et andet lys: Detroit var stedet, jeg måtte vende tilbage til. Ikke kun fordi jeg måtte stå ansigt til ansigt med det rod, jeg havde lavet der, men fordi jeg der kunne tjene AA bedst. l foråret 1939 stoppede Bill op i Akron på vej til Detroit på forretningsrejse. Jeg sagde ja til at tage med ham. Vi tilbragte to dage der sammen, før han vendte tilbage til New York. Venner tilbød, at jeg kunne blive så længe, jeg ville. Jeg blev i tre uger og brugte en del af tiden til at gøre mange ting godt igen, hvilket jeg ikke havde haft lejlighed til før.

Resten af tiden blev brugt til pionerarbejde for AA. Jeg ville have »modne« emner og mente ikke, at jeg ville nå ret langt ved at jagte enkelte drukkenbolte i og uden for barerne. Derfor brugte jeg megen tid på at ringe til folk, som jeg mente rent logisk kom i kontakt med alkoholikere: læger, præster, sagførere og personalechefer i industrien. Jeg talte også om AA til alle, der gad høre på det ved frokoster, middage og på gadehjørner. En læge gav mig et vink om mit første »emne«. Jeg »indfangede« ham og sendte ham med toget til Akron med en halv flaske whisky i lommen, så han ikke skulle føle sig fristet til at stå af toget i Toledo! Intet har til dato i spænding kunnet måle sig med det første tilfælde.

De tre uger sled mig helt op, og jeg måtte tage tilbage til Akron for at hvile ud i et par måneder. Mens jeg var der, blev to-tre »kontantkunder« (som dr. Bob plejede at kalde dem sandsynligvis fordi de havde så få penge) sendt ind til os fra Detroit. Da jeg endelig vendte tilbage til Detroit for at finde arbejde og lære at stå på egne ben, rullede bolden allerede, om end langsomt. Men det krævede yderligere seks måneders arbejde og skuffelser, før det lykkedes at samle tre mænd i mit soveværelse til deres første AA-møde. Det lyder så enkelt, men der var hindringer og tvivl at overvinde. Jeg husker så udmærket en diskussion, jeg havde med mig selv, efter at jeg var vendt tilbage: Hvis jeg går rundt og udbasunerer min alkoholisme fra hustagene, kan det forhindre mig i at få et ordentligt job. Men – sæt at bare én døde, fordi jeg havde holdt mund af egoistiske grunde? Nej! Nej, jeg måtte udføre Guds vilje, ikke min. Hans vej lå klar foran mig, og jeg gjorde bedst i ikke at bortforklare mig til omveje. Jeg kunne ikke forvente at beholde det, jeg havde fået, medmindre jeg gav det videre.

Depressionen varede ved, og der var knapt med arbejde. Mit helbred var stadig væk ustabilt. Derfor skabte jeg et job til mig selv med at sælge dametrikotage og herreskjorter efter mål. Dette gav mig frihed til at udføre AA-arbejde og holde fri et par dage, når jeg blev for træt til at fortsætte. Det skete mere end én gang, at jeg stod op om morgenen med så få penge, at de kun rakte til kaffe og brød og en busbillet til min første aftale. Intet salg – ingen frokost. I løbet af dette første år lykkedes det dog for mig at få enderne til at nå sammen og undgå at låne penge, når jeg ikke kunne tjene dem selv. Det var i sig selv et stort fremskridt.

De første tre måneder udførte jeg alle disse aktiviteter uden en bil. Jeg var helt afhængig af bus og sporvogn. Jeg, som altid havde haft en bil til min rådighed når som helst! Jeg, der aldrig havde holdt en tale i mit liv, og som ville være blevet syg af skræk bare ved tanken, rejste mig ved Rotarymøder rundt omkring i byen og talte om Anonyme Alkoholikere. Ud fra ønsket om at tjene AA, lavede jeg muligvis en af de første radioudsendelser om AA. Jeg overvandt min mikrofonskræk og var ikke til at skyde igennem, da det var overstået. Jeg var nervøs i en hel uge, fordi jeg havde sagt ja til at tale med en gruppe alkoholikere på et af vore sindssygehospitaler. Belønningen var her den samme: opmuntringen ved veludført arbejde. Behøver jeg at fortælle, hvem der fik mest ud af alt dette?

Inden for et år efter min tilbagekomst til Detroit var AA en fast etableret gruppe på omkring et dusin medlemmer, og jeg var også etableret i et beskedent, men fast arbejde med at køre min egen rute for et renseri. Jeg var min egen chef. Det varede fem år, hvorunder mit helbred forbedredes betydeligt, før jeg kunne klare et fuldtidskontorjob, hvor en anden var chef.

l dette job blev jeg stillet ansigt til ansigt med et problem, som jeg var veget udenom i hele mit voksenliv: mangel på uddannelse. Denne gang gjorde jeg noget ved det. Jeg meldte mig til et korrespondancekursus, udelukkende i bogholderi. Med dette speciale og min uddannelse fra livets hårde skole var jeg to år senere i stand til at starte en virksomhed som selvstændig revisor. Efter syv års arbejde på dette område fik jeg chancen for at slå mig sammen med en af mine klienter, også en AA´er. Vi supplerede hinanden godt, han som den fødte sælger, og jeg med mine evner for penge og ledelse. Endelig har jeg et arbejde, som jeg altid har ønsket mig, men aldrig haft tålmodighed og stabilitet til at uddanne mig i. AA-programmet viste mig, hvordan jeg kom ned på Jorden, fik startet fra bunden og arbejdet mig op. Dette betyder en anden stor forandring for mig. Før i tiden begyndte jeg gerne som øverste chef eller kasserer og endte med en betjents ånde i nakken.

Så meget om mit arbejde. Det lader til, at jeg har overvundet angsten så meget, at jeg kan tænke på at opnå succes i forretningslivet. Med Guds hjælp er jeg i stand til, én dag ad gangen, at bære et ansvar, som jeg ikke ville have drømt om tidligere. Men hvad med mit sociale liv? Hvad med den frygt, der engang lammede mig så meget, at jeg næsten blev eneboer? Hvad med min angst for at rejse?

Det ville være vidunderligt, hvis jeg kunne fortælle, at min tillid til Gud og min brug af de Tolv Trin i det daglige fuldstændigt havde forjaget frygten. Men det ville ikke være sandheden. Det mest nøjagtige svar jeg kan give, er dette: Angsten har aldrig behersket mit liv siden den dag i september 1938, da jeg fandt ud af, at en Magt større end mig selv ikke bare kunne give mig fornuften tilbage, men at den kunne holde mig både ædru og rask. l seksten år er jeg ikke en eneste gang veget tilbage for noget, fordi jeg var bange for det. Jeg har set livet i øjnene i stedet for at flygte fra det.

Nogle af de ting, som tidligere fik mig til at sætte hælene i, gør mig stadig nervøs på forhånd, men når jeg tager mig selv i nakken og kommer i gang, forsvinder nervøsiteten, og jeg glæder mig over det. l de sidste år har jeg haft både tid og penge, så jeg har kunnet rejse en gang imellem. Jeg er i oprør et par dage før afrejsen, men jeg kommer af sted, og jeg har det dejligt.

Om jeg i løbet af disse år har haft lyst til en drink? Kun én gang fik jeg en næsten overmenneskelig trang til at tage en drink. Sært nok var omgivelserne og omstændighederne behagelige. Det var ved et smukt dækket middagsbord. Jeg var i en lykkelig sindstilstand. Jeg havde været i AA i et år, og alkohol var det sidste, jeg tænkte på. Der stod et glas sherry ved min plads. Jeg fik et anfald af næsten ubændig trang til at række ud efter det. Jeg lukkede øjnene og bad om hjælp. l løbet af femten sekunder eller mindre forsvandt lysten. Jeg har også masser af gange tænkt på at tage en drink. Sådanne tanker opstod for det meste ved mindet om ungdommens fornøjelige drikkeri. Jeg lærte tidligt i mit AA-liv, at jeg ikke kunne tillade mig at kæle for sådanne tanker, som man kæler for et dyr, fordi dette specielle dyr kunne vise sig at være et uhyre. l stedet lader jeg scenen skifte til et mareridt fra den sidste druktur.

For tyve sære år siden ødelagde jeg mit første og eneste ægteskab. Det var derfor ikke underligt, at jeg i mange år efter, at jeg havde sluttet mig til AA, veg tilbage fra enhver alvorlig tanke om ægteskab. Her krævedes større villighed til at påtage sig ansvar, større samarbejdsvilje og »give og modtage« end selv forretningslivet kræver. Men dybt inde må jeg have følt, at ungkarlens egoistiske liv kun var et halvt liv. Når man er alene, kan man lettere holde sorgen væk fra sit liv, men det gælder også glæden. l hvert fald manglede jeg endnu det sidste store skridt hen imod et helt harmonisk liv. Så for et halvt år siden tilegnede jeg mig en fuldt færdig familie, bestående af en charmerende kone, fire voksne børn, som jeg er meget glad for, og tre børnebørn. Som alkoholiker drømte jeg ikke om at gøre noget halvt! Min kone, medlem af A-A, havde været enke i ni år, og jeg havde været alene i atten. Tilpasningen er vanskelig og tager tid, men vi finder begge, at det er umagen værd. Vi sætter begge vor lid til Gud og AA-programmet og håber på, at vi får held med dette fælles foretagende.

Det er utvivlsomt for tidligt at sige, hvordan jeg bliver som ægtemand i fremtiden. Men jeg føler i hvert fald, at det faktum, at jeg omsider blev voksen nok til at påtage mig en sådan opgave, må være højdepunktet i beretningen om en mand, der flygtede fra livet i atten år.